Den ulidelige lethed
Mennesket har en opsigtsvækkende evne til at glemme både historiens og egne fejltagelser. Nuvel, man skal ikke dvæle ved fejl og nederlag, men rejse sig og gå videre – dog forhåbentligt klogere. Mennesker, der lever livet med en ulidelig lethed, savner ofte dybde, selvindsigt og selvforståelse. Der opstår nemt en form for overfladiskhed, et følelsesmæssigt tomrum, hvor fraværet af kærlighed, ægte engagement og nærhed bliver en synlig konsekvens.
At tage sig friheder – er det frihed?
‘We are as great as our belief in human liberty – no greater. And our belief in human liberty is only ours when it is larger than ourselves.’ Citat af Archibald MacLeish
Som det frihedselskende menneske jeg er, elsker jeg dette citat. Jeg synes, der ligger meget visdom -især i den sidste sætning. At vores tro på menneskelig frihed kun er vores, hvis den er større end os selv, handler for mig om, at vi kun virkelig ejer friheden både i forhold til vores omgivelser og i os selv, hvis vi forvalter friheden rigtig og værdsætter den højere end os selv. For i virkeligheden kan det være os selv og vores store egoer, der stjæler friheden og sætter os selv i ‘fængsel’ og ufrihed.
Frihed er mange ting og det, der vækker følelsen af frihed og graden af frihedstrang hos den enkelte, er individuel fra menneske til menneske. Frihed drejer sig ikke kun om at være i stand til at tænke, tale og handle frit; altså den frihed, der er styret af vores ydre omstændigheder, af det samfund, der omgiver os, de mennesker, vi færdes i blandt og de kredse, vi kommer i. Frihed handler for mig nemlig ikke kun om min egen personlige frihed, men i lige så høj grad om vores formåen til at være frie over for hinanden og til at give hinanden frihed til at være lige præcis dem, vi er.
Den største frihed, man i virkeligheden kan opleve, er den indre følelse af frihed; det at være i harmoni med sig selv og eje følelsen af at være forløst i sind og sjæl. Det paradoksale er nemlig, at ingen kan tage den frihed fra os. Nok kan vi bindes på hånd og mund, som der stod i en sang, men ejer man følelsen af indre frihed, kan man være det mest frie menneske, om så man var fængslet og smidt i det mørkeste fangehul. Den frihed kan nemlig få en til at føle sig båret på vinger og hævet op over den situation, som man måtte befinde sig i.
Et sted står der, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Det betyder, at vi som mennesker har frihed til at leve præcis, som vi har lyst til, men samtidig betyder det, at det med friheden gælder som med alle andre ting, at vi kan ødelægge det gode og livets gaver for os selv, hvis ikke vi værner om dem og forvalter dem med visdom. Frihed er en gave og et privilegium, som kan bringe lykke og velsignelse, men også ulykke og forbandelse. Derfor finder jeg citatet så dybt og vist. Hvis frihed bliver lig med at tage sig friheder, som går ud over andres frihed, så smuldrer frihedsbegrebet helt for mig. For med friheden gælder det på samme måde som med kærligheden – om at give og ikke om at tage.
Banaliteter er ikke bare banaliteter
‘Det banale er det basale’, sagde Johannes Møllehave engang. Og hvor har han ret. Tit har det undret mig, hvor foragtet og undervurderet det banale i grunden er. Ordet banalitet synes oftest at blive anvendt i en negativ betydning som noget værdiløst, uværdigt eller ligegyldigt. Men når man ser på Johannes Møllehaves citat; at det basale faktisk findes i det banale, så får det banale en helt anden værdi og betydning. For intet menneske kan jo leve uden det basale; føden, omsorgen, relationen, kærligheden.
Vi mennesker har en tendens til altid at vægte de store ting højest – dem, der giver anseelse, magt og ære, eller bare de ting, som på en eller anden måde giver os en følelse af spænding, eventyr og vingesus. Men de små nære ting; hverdagsbegivenhederne, vanen, det velkendte, det trygge bliver ikke på samme måde regnet eller sat pris på, og bliver endog indimellem helt negligeret og overset.
Det er oftest først, når vi bliver revet ud af vores kontekst, mister vores faste holdepunkter, at vi pludselig på afstand kan se, hvilken betydning alle de små banaliteter har i vores liv; at vi bliver hilst velkommen hjem, når vi åbner døren, at vi genkender trinene på trappen af vores elskede og ved, at det er ham, der kommer hjem, når nøglen bliver sat i låsen, at han ligger der, når man vågner om natten og kan høre hans snorken, at kaffen dufter og er klar, når vi kommer hjem til mor, at skoene står hulter til bulter i entreen og ungerne for tusinde gang har efterladt brødkrummer på bordet og opvask i køkkenet. Alt sammen, både de banaliteter, som vi glæder os over, men ligeså meget dem, som vi lader os irritere over, bliver pludselig betydningsfulde, de største i livet, den dag, de ikke længere er der. Banaliteter er nemlig ikke bare banaliteter – de er limen i tilværelsen, sammenhængskraften.
Er der nogen hjemme?
Noget af det vigtigste for vores livskvalitet er, at vi er hjemme hos os selv og tillader os at have de følelser, vi nu engang har. At undertrykke dem eller fornægte dem, kommer der ikke noget godt ud af, men at være ærlig og kunne mærke sig selv, er vejen frem. Et påklistret smil er bare ikke sagen. Det gavner hverken en selv eller sine omgivelser. Altid at være lalleglad er for overfladisk. Det kan let blive en flugt fra sig selv, virkeligheden eller en afværgemanøvre for ikke at tage det ansvar, man har for sit eget liv og handlinger. Et menneskeliv er nu engang et væveri af lyse og mørke nuancer. Det giver dybde og skønhed, for uden kontrasterne bliver billedet dødt, hvorimod farvespillet giver det liv. Så tør at være hjemme hos dig selv, mærk efter hvordan du har det, giv udtryk for dine følelser, tillad dig selv at være menneske med alt, hvad det indebærer. Det giver livet kvalitet, ægthed og indhold.
Sommerens farvel
Skønne minder fylder mit sind
med en blanding af lykke og vemod
Genkalder mig maleriske billeder, dufte og lyde
af sommeren, der snart er forbi.
I vinden hører jeg sommerens farvel
og et trøstende ‘vi ses igen’..
Suset i trækronerne hvisker ømt dit navn
og får mit hjerte til at drage et længslens suk.
Sommeren går nu på hæld og
som fugletrækkene drager du atter afsted
Men i mit hjerte plantede du en spire
af den kærlighed, som vi sammen fandt.
I mit inderste hjertekammmer
gemmer jeg alle de skønne minder
af dig, vore inderlige kys og kærtegn
og af sommerens varme og skønhed.
Gemmer disse dyrebare minder
til den dag, vinteren banker på min dør
og står derude med sin baggage
af mørke, kulde og bidende blæst.
Da vil mindet om dig og den lykkelige sommer
smyge sig om mig som et varmt blødt tæppe
og bringe trøst og håb om et snarligt gensyn
med dig og endnu en skøn sommer.
Ytringsfriheden, der kom ud gennem sidebenene
Sagen om Muhammedtegningerne ser ud til, at den aldrig en ende vil tage! Senest har Politiken undskyldt for tegningerne ved at indgå forlig med profeten Muhammeds efterkommere. Det har mødt politisk fordømmelse, sågar forargelse. ”Og hvorfor nu det?”, spørger jeg mig selv. Har de, som nu er så forargede og som fordømmer Politikens udstrakte hånd, så meget at forarges over, eller vil de bare have en ytringsfrihed, der kommer ud gennem sidebenene, koste hvad det koste vil? Eller ligger der en snert af hensyntagen til meningsmålingerne og meget andet bag denne ophidsede stemning? For nu flokkes alle jo om at kritisere Politiken.
I det hele taget synes sagen mig efterhånden noget speget og den megen forargelse, vrede og grøftegravning, som den har afstedkommet, vidner for mig at se om, at sagen om de famøse tegninger måske fra starten har haft mange andre bevæggrunde end den fromme med at vi skal sikre ytringsfriheden for enhver pris! Sagen er blevet udnyttet næsten populistisk fra flere sider til at promovere sig politisk. Det forekommer mig, at der i den ophedede debat har været en underliggende dagsorden, der har handlet om langt mere end spørgsmålet om ytringsfrihed. Mest af alt er debatten kommet til næsten at bære præg af religionskrig, et opgør om værdier og et clinch med en kultur, der er os fjern og meget fremmed over for vores værdier, tænkning og handlemåde. Altså, handler sagen, som jeg ser den, om langt mere end en kamp for ytringsfriheden.
Den, der med for enhver pris, vil jeg gerne tage fat i. For tegningerne har haft vidtrækkende konsekvenser for en række personer, som ligefrem er kommet i den situation, at deres liv er i fare. For sagen har i den grad sat sindene i kog verden over, og den muslimske verden har som bekendt reageret meget voldsomt over for tegningerne, som de anser for stærkt blasfemiske og stødende.
Når jeg tager fat på dette med for enhver pris er det bestemt ikke fordi, jeg mener, at man kan sætte en pris på ytringsfriheden eller at man skal lade sig intimidere til at være tavs. Som jeg i et tidligere debatindlæg har gjort opmærksom på, er ytringsfriheden for mig lige så vigtig som at kunne trække vejret. Men hvis ytringsfriheden misbruges til at udtrykke holdninger, der hensynsløst tilsidesætter almindelig omtanke, hensynstagen og empati for andres følelser, så mener jeg det bliver en ytringsfrihed, der for enhver pris bare mases ud gennem sidebenene. Og er det så konsekvenserne værd? Ja, jeg synes, det er værd at sætte livet på spil for ytringsfriheden. Men det er måden, hvorpå det er gjort, som jeg anfægter.
Hvis formålet med tegningerne alene har været at provokere, så synes jeg, det er en stupid handling. Et sådant formål, mener jeg så at sige er formålsløst og barnagtigt. Så er vi ikke et hak bedre end de rabiate muslimer, som laver tegninger af eksempelvis den amerikanske præsident og derefter sætter ild til dem. Endvidere har disse tegninger ramt alle muslimer – både de moderate og de rabiate. Det er hverken fair eller klogt efter min mening. Hvis vi skal komme med kritik af andres krænkelser af ytringsfriheden, må vi handle i anstændighed og vigtigst af alt i overensstemmelse med vores egne værdier. Og i vores kultur skulle de værdier så bunde i kristendommen, som har belært os om at bruge et andet sindelag.
Hvis formålet med tegningerne har været at skabe debat, så er det lykkedes meget godt – i hvert fald mellem ligesindede, der bekræfter hinanden i deres egne argumenter og holdninger. Men det er ikke lykkedes mellem dem, som i forvejen er uenige. Her er grænserne blevet trukket endnu mere skarpt op og kløften mellem synspunkterne er blevet bredere og dybere. Alt, hvad jeg har lært om god og frugtbar kommunikation, er, at man først og fremmest skal sikre sig, at modtageren er i stand til at modtage og forstå det budskab, man sender. For budskabet kan ikke forstås uden sin kontekst og det, som modtageren får ud af budskabet, afhænger af så meget andet end afsenderens intention, at det er vigtigere at koncentrere sig om modtageren og dennes opfattelse end om budskabet fra afsenderen.
Hvis vi med andre ord ønsker at lære nogen noget om ytringsfrihed, så bliver vi nødt til at møde dem med et budskab, de kan forstå og forholde sig til. Og aldrig har jeg set, at nogen er blevet klogere af at blive provokeret og aldrig har jeg set nogen forstå et budskab, som er kommunikeret ud på en måde, som krænker deres følelser og vækker til vrede og trods.
Det er ikke hermed sagt, at man altid kan have fløjlshandsker på, når man kæmper for en sag – og heller ikke så vigtig en sag, som ytringsfriheden jo er. Men provokation mener jeg ikke er vejen frem. Og jeg mener også, at vi i vesten burde vide bedre. Hvornår lærer vi, at vi hverken kan lære andre om menneskerettigheder, ikke at udøve tortur eller om ytringsfrihed, hvis vi ikke selv agerer efter de normer og værdier, som vi forsøger at overbevise de andre om??
Den bedste investering
Den bedste investering, du kan foretage, er i kærlighed. For kærligheden mister aldrig sin værdi. Og omend du måtte elske og miste, er det bedre end aldrig at have elsket. Det, du investerer i kærlighed, er aldrig givet forgæves.
Din og min sandhed…
“Som ung går man ind for absolutter. Med årene bliver man mere nuanceret.” citat af Ole Sohn. Og heldigvis for det…Absolutter er gode som pejlemærker og rettesnorer, der skaber balance til relativisme eller kaos. Men man skal altid huske, at det, der er sandhed for mig, måske ikke er det for dig. Ellers bliver absolutterne til afgrunde mellem mennesker i stedet for at bygge bro.
Digt: ‘Under den åbne himmel’
Lad os mødes under den åbne himmel.
Der, hvor der er højt til loftet,
rummelighed
og ingen afgrænsende vægge.
Lad os mødes der, hvor sjælen får ro
og ånden vinger.
Der, hvor tanker og meninger
kan flyde frit og uhindret
som floder gennem landskabet.
Lad os mødes der, hvor vi nyder
nuets skønhed og skuer
fremtidens lys i horisonten.
Lad os mødes der, hvor vi kan plante
et håb og opdyrke visioner.
Der, hvor drømmene bliver
til virkelighed og livet blomstrer.
Mød mig der min ven…
Jeg venter dig med længsel…
Mødet
Mødet med kærligheden gør mig ydmyg og stum.
Den lader sig ikke forklare eller beskrive;
alt, hvad jeg end siger for at udlægge den,
synes vagt og hjælpeløst.
Ingen ord kan udtrykke de dybder og tinder,
som kærligheden rummer og når;
følelsen, som gennemstrømmer mig
og som indtager mit hjerte, sind og tanke.
Selvom min tunge gør ihærdige forsøg,
gør min tavshed kærligheden klarere,
for den viser kærlighedens uforklarelighed.
Og i stilheden fornemmes dens væsen.
Over for kærligheden må selv forstanden tie
og bøje sig skamfuldt af mangel på ord.
For kun kærligheden selv kan forklare sig,
når den smelter de elskende sammen til en.
Sand kærlighed
Sand kærlighed kan ikke tvinges,
for i den findes ingen tvang.
Sand kærlighed kan ikke lukkes inde,
for den sprænger alle grænser.
Sand kærlighed kan ikke købes,
for den har ingen pris.
Sand kærlighed kan ikke fortjenes,
for den sætter ingen betingelser.
Sand kærlighed kan ikke slås ihjel,
for den overlever døden.
Alt har sin pris…
Livet er ikke omkostningsfrit. Og intet valg er gratis.
Du kan ikke købe et nyt liv eller betale dig fra konsekvenserne af forkerte valg. Og intet kan sikre dig mod at træffe et valg, som du senere vil fortryde. Eller skåne dig for livets skuffelser, smerte, uretfærdighed og lidelse.
Men den som intet vover, intet vinder. Den, der ikke tør træffe et valg, vil måske gå glip af den chance, som kun gives én gang i livet. Livet blev givet som den smukkeste gave. Så tag imod det, omfavn det og rum alle dets farver og facetter.
For livet er skønt, når det lykkes, når det blomstrer og folder sig ud i sin skønhed. Og hvem ville være foruden det? Men livet kan også være skrøbeligt, så husk at værdsætte det, værne om det, dele det, nyde det og leve det til fulde.
Spild ikke tiden med at ærgre dig over forkerte valg, men lær af dine fejltrin, og brug din viden til at gøre livet smukkere, mere meningsfuldt og lykkeligere for dig selv og dem, som du møder på din vej.
Kærlighedens magt
Den værste fjende og den sværeste at bekæmpe er ofte én selv.
Men det bedste våben er indsigt, ydmyghed, selvransagelse
og vigtigst af alt – kærlighed:
Guds helende kærlighed,
din næstes omsorgsfulde kærlighed og
en sund kærlighed til dig selv.
For størst af alt af kærligheden.
Den har en overvindende magt.
Livet er som man tager det…
Essensen af det livsindhold, man selv skaber, er frugten eller konsekvenserne af de valg, man tager og af de fravalg, man foretager. Kvaliteten af ens livsindhold er proportionalt med det ansvar, man tager for sine valg og fravalg og med den måde, hvorpå man forliger sig med og forholder sig til de konsekvenser, som ens valg og fravalg har.
Evnen og viljen spiller også en rolle for, hvordan man får et positivt helhedsbillede ud af det livsindhold, man har skabt af ens valg og fravalg. Undlader man at tage valg, er det også udtryk for et valg. Men det fratager ikke en for ansvaret for de konsekvenser, som det måtte indebære for kvaliteten af ens livsindhold.
Ethvert menneske har frihed til at vælge sit eget liv og sit eget livsindhold. Først når vi har erkendt denne frihed til at vælge, er vi i stand til at skabe vores liv. Indtil da lader vi omstændighederne vælge for os lader os føre med i et flow af upåagtede handlinger. Derved fralægger vi os ikke alene ansvaret vi frasiger os også muligheden for at ændre på de ting, der er uhensigtsmæssige for os. De valg, vi træffer, og det ansvar, vi tager, er det, der giver os identitet. Vores valg kan være afgørende for vores livsbane, og hvilken type mennesker, vi udvikler os til at blive.
Mennesket har altid et valg. Men det at træffe et valg indebærer, at man tør tage ansvar for ens liv og for ens handlinger. Ofte viger vi tilbage for at tage dette ansvar på os. Vi finder tryghed i at betragte livet som noget, vi har begrænset valgfrihed i forhold til. Det er angstprovokerende at tage ansvar og træffe valg, og for mange mennesker er der stor ensomhedsfølelse forbundet med at se deres liv som resultat af valg og fravalg, de selv har truffet og dermed selv alene har ansvar for.
Men angst er et livsvilkår – angsten for det ukendte og det, som vi ikke kender konsekvenserne til fulde af. For intet valg i livet kan vi på forhånd kende de fulde konsekvenser af. Angst er uløseligt forbundet med selve det at eksistere og derfor også med selve det at vælge. På den måde bliver angst noget uundgåeligt. Når vi først kommer til den erkendelse, kan det blive begyndelsen til at turde vælge vores eget livsindhold, tage ansvar for vores egne liv og turde konfrontere os selv med vores egen eksistentielle angst. Når man på den måde begynder at træffe ens egne valg og tage ansvar for ens eget livsindhold, vil det virke som et redskab til at bekæmpe den eksistentielle angst, som er et livsvilkår for alle mennesker.
Hvis man ikke vover at vælge, hvordan man vil eksistere, har man begået eksistentielt selvmord man bliver fremmedgjort i forhold til ens egen identitet og eksistens. At være fremmedgjort vil sige, at man lever sit liv, men uden at være med i det. Det giver en grundlæggende følelse af tomhed og meningsløshed, og tilværelsens ligegyldighed begynder at ånde en i nakken.
Tager man derimod ansvaret både for at træffe valget og for de valg, man træffer, bliver man ikke nødvendigvis lykkelig. Men man får et indhold i ens liv, som er begrundet i nogle bevidste valg. Det giver en selvindsigt og styrke til at ændre kurs og måske nå at rette op på eventuelle forkerte valg undervejs, fordi man ved, hvorfor man traf de valg, man gjorde, og ud fra hvilke overvejelser og livsbetingelser, valgene blev truffet.
Man kan med andre ord gå tilbage til udgangspunktet for ens valg, drage erfaringer og tage læring af de konsekvenser, som valgene fik. De erfaringer og den læring kan hjælpe en til at træffe nogle andre og bedre valg fremover i livet. Samtidig vil man blive bedre i stand til at leve med de forkerte valg, som man uvilkårligt vil komme ud for i ens liv, hvis man tager ansvar og tager ved lære af dem.
Hvis man ikke vover at vælge, kan man heller ikke forvente indflydelse på ens egen tilværelse. Angst undgår man ikke under nogen omstændigheder. Men ved at tage ansvaret for ens eget liv og ens egne valg, kan man undgå den følelse af skyld og bitterhed, der ofte er resultatet af at have levet det ikke valgte liv. Det væsentlige er, at man som gammel kan sige: Jeg valgte jeg tog nogle chancer. Det kan være, mine valg var forkerte, men jeg gjorde dog noget og tog selv hånd om, hvilken retning mit liv tog.”
En smuk plan….
Jeg har læst en historie om en kvinde, der gik til sin præst for at få et godt råd. Hun var fyldt af had til sin mand og ønskede bare at slippe af med ham. Men først ville hun have hævn. Før hun ville lade sig skille, ville hun såre ham lige så meget, som han havde såret hende.
Præsten foreslog kvinden en plan, der lød sådan: “Gå hjem og lad som om du elsker din mand. Fortæl ham, hvor meget han betyder for dig. Ros ham for hvert eneste af hans gode træk. Prøv at være så venlig, betænksom og generøs som overhovedet mulig. Gør alt hvad du kan for at gøre ham glad – få ham til virkelig at tro, at du elsker ham. Efter at du har overbevist ham om din uendelige kærlighed, og at du ikke kan leve uden ham, så smid bomben. Fortæl ham, at du vil skilles. Det vil virkelig såre ham”.
Hun smilede med hævnlyst i øjnene. “En smuk plan – det vil virkelig såre ham. Hvor vil han blive overrasket” og så kastede hun sig med iver ud i sit onde foretagende og gjorde præcis som præsten havde anbefalet. I to måneder viste hun sin mand kærlighed, venlighed, lyttede interesseret, var omsorgsfuld og givende, varm og favnende.. Da præsten ikke hørte noget fra kvinden i et godt stykke tid, blev han nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det så var gået med planen og opsøgte kvinden. “Nå, er du klar til at gå videre med skilsmissen?”.
“Skilsmissen? Aldrig i livet. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk elsker ham”. Hendes handlinger havde ændret hendes følelser. Evnen til at elske kommer ikke så meget af brændende løfter som den kommer af gentagne handlinger og viljen til at gøre godt mod sin ægtefælle. Og oftest er det sådan, at man høster, hvad man sår.
Tanker om dette og hint…
Se med hjertet
Med øjnene ser du kun det nødvendigste, mens du med hjertet ser det vigtigste… Ser du med hjertet, vil du nok ændre syn på mange ting, for har du hjertet med, ser du igennem kærlighedens briller.
Frihed er
Frihed er når du når det punkt i livet, hvor du har fundet ind til kernen, dér hvor du ved, hvilke værdier, du vil bygge dit liv på, ved, hvad du står for og tør at stå ved det.
Når du accepterer og finder glæden ved alle livets faser, kan nyde og finde tilfredsstillelse i det enkle og de smukke detaljer, der gør hvert et menneskeliv unikt.
Når du tør slippe tøjlerne og vise dig som den, du er. Det er frihed..
Det rette fokus
Når en dør lukkes, åbner der sig som regel en anden. Stirrer vi os blind på den lukkede dør, ænser vi først sent den dør, der blev åbnet for os og spilder tiden unødigt.
Fokuser på muligheder og løsninger og stir dig ikke blind på ting, som ikke vil lykkes eller som gik i vasken.
Først når du retter fokus rigtigt, ser du, at der er mange andre døre at gå ind ad.
Livet er fyldt af muligheder. Så grib dem!
At vende blikket fremad
Den lyseste fremtid vil altid være baseret på en fortid, du har gjort op med og som du har forsonet dig med.
Du kan ikke bevæge dig fremad før end du har sluppet fortidens fejl og hjertesorger.
Den, der hænger fast i fortiden, vil begå de samme fejl i fremtiden og ingenting vil blive forandret eller rokket ved.
De rigtige ting
Det gælder ikke om at gøre tingene rigtigt i andres øjne, men at gøre de rigtige ting i dine egne øjne!
Handler du i kærlighed og ud fra de rigtige motiver, kan det ikke gå helt galt! Så du kan møde selv dine nederlag og fejltrin med oprejst pande, fordi du ved, at du handlede i kærlighed, efter din bedste overbevisning, ud fra dine værdier og fordi, du ikke kunne have handlet anderledes i situationen.
Lad håbets flamme lyse….
At håbe er at række op efter lyset
At håbe er at tro på sine drømme
At håbe er at bevare optimismen
At håbe er at turde leve livet.
At håbe er at se glimt af glæde – selv midt i sorgen
At håbe er at længes efter sommeren midt i vinterkulden
At håbe er at have vilje til at se fremad
At håbe er at tro på det gode.
At håbe er at se lyset i barnets øjne
At håbe er at lytte til de forelskedes latter
At håbe er at glæde sig over mangfoldigheden
At håbe er at tro på de nye generationer.
At håbe er at have mod til at kæmpe
At håbe er at aldrig give op
At håbe er at tro på fremtiden
At håbe er at have tillid til i morgen.
Hold fast i håbet og slip det aldrig
Når målet bliver dunkelt
så lad håbets flamme lyse op
og lede dig på vej.
Sæt dit håb til din Skaber
så håber du ikke forgæves
om du mister håbet, så giver han dig et nyt
et levende håb, som rækker ud over livet her.
Kærlighedens væsen
Kærlighed er et grundlæggende behov hos os alle og en forudsætning for alting i livet. Ja, selve livet er betinget af kærligheden. Dybest set er det behovet for kærlighed, der styrer os, vores gerninger og vores væren. Det er den, vi kredser om, som små planeter rundt om solen.
Men kærligheden i den ægte og sande version er betingelsesløs, ubetinget, grænseløs, endeløs og uselvisk. Den kan hverken købes, fortjenes, erhverves eller sælges. Det faktum står i modsætning til vores præstationssamfund, hvor sloganet igen og igen lyder: Noget for noget. Og ikke nåde for intet!
Hjertets sprog
Hjertets sprog er kærligt, mildt og favnende.
Dets tone er sagte og fuld af ømhed.
Sproget klinger smukt og skaber harmoni.
Det bringer håb, opmuntrer og glæder.
Hjertets sprog er trøstende og vist.
Det giver ro og en salig fred i sjælen.
Sproget taler til vore sanser og følelser.
Det gør ord overflødige og handlinger meningsfyldte.
Hjertets sprog har nøgler, der åbner sindet op.
Det trænger helt derind, hvor intet andet når.
Sproget løfter os op i en højere dimension.
Det bryder igennem mure og lukkede døre.
Hjertets sprog er vore sjæles modersmål.
Det er fælleseje og kan forstås af alle.
Sproget kræver ingen specielle evner.
Det forudsætter kun åbenhed og vilje.
Hjertets sprog er fuld af smukke ord og poesi.
Det kender slet ikke til onde og hadefulde gloser.
Sproget er farverigt, fordomsfrit og nuanceret.
Det skaber venskab, samhørighed og fællesskab.
Hjertets sprog er en vidunderlig og unik gave.
Det er Gud, der lærer os sproget og former ordene.
Sproget udspringer af kærlighed og af ånd.
Det hjælper os til at nå ind til hinanden.
Min mund er lukket med syv segl
At kunne tie
At tie kræver styrke, når hjertet er ved at flyde over af ord. Men den, der er vis ved, at tale undertiden er sølv, og tavshed guld.
Hvor ofte har jeg ikke haft lyst til at bide tungen af mig selv, når jeg i vrede eller affekt har fået sagt ting, som jeg bagefter bitterligt har fortrudt. Men ord, der først er udtalt, kan ikke trækkes tilbage eller bortforklares. Sårende og nedsættende ord, bagtalelse og forhånelse kan bore sig ind i sjælen som spidse pile, og smerten kan sætte sig i ens indre og aldrig helt forsvinde. En mundfuld Derfor minder Bibelen os om at være varsomme med hvad, der udgår af vores mund og hvad, vi lader vore hjerter fylde af. Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det står der i Efeserbrevet og et andet sted i Mattæusevangeliet: Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen? Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Det er med andre ord væsentligt, hvad vi lader os fylde af og hvad der får lov at bo i vores hjerter. For ord kommer ikke af ingenting. Et gammelt ordsprog siger: Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med. Ordet skaber Hvis vi var mere bevidste om, at ordet skaber, hvad det nævner, ville vi nok i højere grad overveje, hvad det er, vi går rundt og siger til hinanden. Det talte og det skrevne sprog er i dag fyldt med grove gloser, som er gået hen og blevet en helt almindelig omgangstone blandt børn og unge. Som mor til 4 børn, synes jeg, det er en skræmmende udvikling. Chokeret har jeg selv fanget mine børn i et sprogbrug, som bestemt ikke hører til det stuerene, og som ligger langt fra det, som jeg selv er opdraget med. Sproget gennemgår i disse år en forråelse, som har en afsmittende effekt på vores handlinger. For der er ikke langt fra ord til handling! Sproget er altså med til at nedbryde grænserne for, hvad der er god opførsel og ødelægge vores moralkodeks for, hvordan man bør tale og agere over for hinanden. Denne udvikling indebærer nogle ret så skræmmende konsekvenser og perspektiver, hvis man tænker nærmere over det. At ordet skaber, hvad det nævner, er en uomtvistelig kendsgerning. For år tilbage læste jeg en bog, hvis budskab ramte mig midt i solus plexus og gjorde et dybt indtryk på mig. Forfatteren synliggjorde med flere eksempler, hvordan vi med vores ord er med til at skabe den virkelighed, vi befinder os i. At vi i vid udstrækning påvirker og styrer både hinanden, os selv, vores liv og begivenhedernes gang med vores ord. Skræmmende! Forfatteren beskrev, hvordan ord kan have en positiv magt til at skabe forandring og opbygge, hvorimod negative ord har magt til at gøre det stik modsatte nemlig at ødelægge og nedbryde. Jeg følte mig som naglet til vægs, for jeg kunne se mig selv i mange af de eksempler, som var beskrevet i bogen. Ytringsfrihed er noget af det vigtigste I min familie har vi altid talt meget og højt. I opgangen, der hvor vi boede, da jeg var barn, blev vi kaldt den italienske familie. Selvom vi vistnok er pæredanske. Bølgerne kunne gå højt og ligeså tonelejet, når der blev diskuteret. Om meget imellem himmel og jord, men ikke om alt. Selvom jeg ikke føler mig så gammel, hører jeg alligevel til en generation, hvor der var flere tabuer end i dag, og hvor der var emner, som man ikke sådan drøftede åbent. Men i det store hele var der en åben snak og fortrolighed. Ofte var det politik og samfundsanliggender, der blev talt om ved middagsbordet. For mig betyder det at kunne tale frit og åbent, det samme som at trække vejret. Ytringsfrihed, både når det gælder i de nære menneskelige relationer og som borger i ens eget land, er noget af det vigtigste, jeg kan forestille mig. Hvornår man bør tie Men at vide hvornår man bør tie, er en kundskab uden lige er et lille ordsprog, jeg har lavet i selverkendelsens klare lys. For hvis der er noget, jeg indimellem har haft svært ved, så er det at tie, især på de rigtige tidspunkter. Men alderen synes at hjælpe på det. Så noget må man gudskelov have lært, når man er nået næsten halvvejs igennem livet – og fået adskillige slag over nallerne. Med erkendelsen og erfaringen af hvilken magt og virkning ord har, kommer også en større bevidsthed om, hvornår man bør tie eller i hvert fald anvende diplomatiets kunst og belægge sine ord med varsomhed. I visse tilfælde har jeg oplevet, at tavshed var det klogeste, og at tavshed i virkeligheden kan sige langt mere end ord. Den, der tier Tavshed har nemlig ligesom ord en vældig magt og virkning. Man siger, at den, der tier, samtykker. Det vil sige, at tavshed kan have lige så meget vægt og betydning som ord. Når tavsheden har negativt fortegn kan den være dræbende, føles som en mur af kulde og som en kynisk udelukkelse af et fællesskab. Og tavsheden kan udtrykke en enorm afmagt og en gabende tomhed, når ordene imellem to mennesker er sluppet op. Hvis fortegnet vendes positivt kan tavsheden opleves som befriende og virke som et smukt og følelsesmæssigt stærkt øjeblik, når man i en menneskelig relation ikke behøver at bekræfte hinanden med ord, men i tavsheden ved sig elsket, accepteret og værdsat. På godt og ondt Kommunikation er altså langt mere end ord. Tavshed kan have mere tyngde end mange store ord, og kræve større mod og mere styrke end at tale. Hvornår det er tid til det ene eller tid til det andet er, når alt kommer til alt, et spørgsmål om indsigt, visdom og livserfaring. For min del har jeg lært på godt og ondt, hvad ord og tavshed kan udrette. Og indimellem kunne jeg da godt have tænkt mig, at jeg havde haft de rette ord i rette tid. Eller at min mund havde været lukket med syv segl. Bare engang imellem…
Livets rejse
Livet er som en lang rejse.
Den går gennem et varieret landskab.
Sommetider går vejen op ad bakke.
Vi når toppen af bjerget og kan
betragte alting fra oven.
Solen skinner fra en skyfri himmel
og alt er lykke og idyl.
Andre gange fører vejen os ned ad bjerget.
Vi befinder os pludselig i dalen.
Skyerne trækker sig sammen.
Himlen bliver formørket og bekymringer
og sorger sender skygger ind over vores liv.
Livet er gådefuldt og fuld af mysterier.
Og at fatte det er nytteløst. Men at favne
livet og alle dets facetter, modgang og
medgang, lykke og sorg, glæde og
smerte, gør det at leve meningsfuldt og
smukt for det er nemlig i det modsætnings-
fyldte, vi finder dybden, skønheden, kraften
og energien i livet.
Når vi ser os tilbage over skulderen på det
stykke vej, vi har tilbagelagt, er det ofte,
at vi kan se, at vi undervejs fik noget værdifuldt
med os, som vi ikke kunne have fået, hvis vi blot
havde nydt udsigten fra toppen af bjerget.
Vælger du at møde livet med et åbent sind
og med en tro på, at der findes en dybere
mening med det, som sker, så kan
- udfordringer lære dig udholdenhed
- sorger lære dig medmenneskelighed
- modgang lære dig ydmyghed
- fejltrin lære dig tolerance
- tab lære dig kærlighed
- byrder lære dig tålmodighed
- og nød lære dig taknemmelighed.
Du fandt mig…
Du fandt mig i mit mørke, da jeg ikke kunne finde mig selv
Du omfavnede mig, da jeg skubbede alle andre bort
Du gjorde mig glad, da alt andet bedrøvede mig
Du gav mig håb, da jeg syntes alt var håbløst
Du gav mig styrke, da jeg følte mig svag
Du gav mig lindring, da jeg var fuld af smerte
Du trøstede mig, da jeg sørgede
Du lyttede til mig, da jeg ikke ville tale med nogen
Du kyssede mig, da jeg ikke kunne tage imod kærlighed
Du gav mig tryghed, da jeg var ængstelig og bange
Du gav mig ro, da jeg ikke kunne finde hvile
Du var hos mig, da jeg søgte ensomheden
Du forlod mig ikke, da jeg var urimelig
Du tilgav mig, da jeg ikke kunne tilgive mig selv
Du værdsatte mig, da jeg havde mistet mit selvværd
Du viste mig vejen, da jeg var faret vild
Tak Herre, at du aldrig svigter,
du griber mig og holder mig fast.
Jeg er en drømmer med realitetssans
Jeg er en drømmer med realitetssans
Lukker ikke øjnene for verdens lidelse og smerte
For jeg kender selv til livets skyggesider
og lever med bevidstheden om livets forgængelighed.
Men drømmene giver mig vinger.
Løfter mig ud af mørket og op i lyset.
Indgyder mig håb i fortvivlelsen og
mod i magtesløsheden.
Drømmene er bygget på tro, håb og bevidstheden om,
at der findes en mening, også selvom, jeg ikke forstår den.
Der findes noget, der er større end selve livet,
og en, der tager hånd om mig.
Drømmene er med til at give mig et glimt af det,
som venter, når dette liv er slut.
Alle drømmes opfyldelse, forklarelsen, fuldendelsen.
Drømmene giver mig vinger, og løfter mig mod målet.
