Min mund er lukket med syv segl
At kunne tie
At tie kræver styrke, når hjertet er ved at flyde over af ord. Men den, der er vis ved, at tale undertiden er sølv, og tavshed guld.
Hvor ofte har jeg ikke haft lyst til at bide tungen af mig selv, når jeg i vrede eller affekt har fået sagt ting, som jeg bagefter bitterligt har fortrudt. Men ord, der først er udtalt, kan ikke trækkes tilbage eller bortforklares. Sårende og nedsættende ord, bagtalelse og forhånelse kan bore sig ind i sjælen som spidse pile, og smerten kan sætte sig i ens indre og aldrig helt forsvinde. En mundfuld Derfor minder Bibelen os om at være varsomme med hvad, der udgår af vores mund og hvad, vi lader vore hjerter fylde af. Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det står der i Efeserbrevet og et andet sted i Mattæusevangeliet: Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen? Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Det er med andre ord væsentligt, hvad vi lader os fylde af og hvad der får lov at bo i vores hjerter. For ord kommer ikke af ingenting. Et gammelt ordsprog siger: Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med. Ordet skaber Hvis vi var mere bevidste om, at ordet skaber, hvad det nævner, ville vi nok i højere grad overveje, hvad det er, vi går rundt og siger til hinanden. Det talte og det skrevne sprog er i dag fyldt med grove gloser, som er gået hen og blevet en helt almindelig omgangstone blandt børn og unge. Som mor til 4 børn, synes jeg, det er en skræmmende udvikling. Chokeret har jeg selv fanget mine børn i et sprogbrug, som bestemt ikke hører til det stuerene, og som ligger langt fra det, som jeg selv er opdraget med. Sproget gennemgår i disse år en forråelse, som har en afsmittende effekt på vores handlinger. For der er ikke langt fra ord til handling! Sproget er altså med til at nedbryde grænserne for, hvad der er god opførsel og ødelægge vores moralkodeks for, hvordan man bør tale og agere over for hinanden. Denne udvikling indebærer nogle ret så skræmmende konsekvenser og perspektiver, hvis man tænker nærmere over det. At ordet skaber, hvad det nævner, er en uomtvistelig kendsgerning. For år tilbage læste jeg en bog, hvis budskab ramte mig midt i solus plexus og gjorde et dybt indtryk på mig. Forfatteren synliggjorde med flere eksempler, hvordan vi med vores ord er med til at skabe den virkelighed, vi befinder os i. At vi i vid udstrækning påvirker og styrer både hinanden, os selv, vores liv og begivenhedernes gang med vores ord. Skræmmende! Forfatteren beskrev, hvordan ord kan have en positiv magt til at skabe forandring og opbygge, hvorimod negative ord har magt til at gøre det stik modsatte nemlig at ødelægge og nedbryde. Jeg følte mig som naglet til vægs, for jeg kunne se mig selv i mange af de eksempler, som var beskrevet i bogen. Ytringsfrihed er noget af det vigtigste I min familie har vi altid talt meget og højt. I opgangen, der hvor vi boede, da jeg var barn, blev vi kaldt den italienske familie. Selvom vi vistnok er pæredanske. Bølgerne kunne gå højt og ligeså tonelejet, når der blev diskuteret. Om meget imellem himmel og jord, men ikke om alt. Selvom jeg ikke føler mig så gammel, hører jeg alligevel til en generation, hvor der var flere tabuer end i dag, og hvor der var emner, som man ikke sådan drøftede åbent. Men i det store hele var der en åben snak og fortrolighed. Ofte var det politik og samfundsanliggender, der blev talt om ved middagsbordet. For mig betyder det at kunne tale frit og åbent, det samme som at trække vejret. Ytringsfrihed, både når det gælder i de nære menneskelige relationer og som borger i ens eget land, er noget af det vigtigste, jeg kan forestille mig. Hvornår man bør tie Men at vide hvornår man bør tie, er en kundskab uden lige er et lille ordsprog, jeg har lavet i selverkendelsens klare lys. For hvis der er noget, jeg indimellem har haft svært ved, så er det at tie, især på de rigtige tidspunkter. Men alderen synes at hjælpe på det. Så noget må man gudskelov have lært, når man er nået næsten halvvejs igennem livet – og fået adskillige slag over nallerne. Med erkendelsen og erfaringen af hvilken magt og virkning ord har, kommer også en større bevidsthed om, hvornår man bør tie eller i hvert fald anvende diplomatiets kunst og belægge sine ord med varsomhed. I visse tilfælde har jeg oplevet, at tavshed var det klogeste, og at tavshed i virkeligheden kan sige langt mere end ord. Den, der tier Tavshed har nemlig ligesom ord en vældig magt og virkning. Man siger, at den, der tier, samtykker. Det vil sige, at tavshed kan have lige så meget vægt og betydning som ord. Når tavsheden har negativt fortegn kan den være dræbende, føles som en mur af kulde og som en kynisk udelukkelse af et fællesskab. Og tavsheden kan udtrykke en enorm afmagt og en gabende tomhed, når ordene imellem to mennesker er sluppet op. Hvis fortegnet vendes positivt kan tavsheden opleves som befriende og virke som et smukt og følelsesmæssigt stærkt øjeblik, når man i en menneskelig relation ikke behøver at bekræfte hinanden med ord, men i tavsheden ved sig elsket, accepteret og værdsat. På godt og ondt Kommunikation er altså langt mere end ord. Tavshed kan have mere tyngde end mange store ord, og kræve større mod og mere styrke end at tale. Hvornår det er tid til det ene eller tid til det andet er, når alt kommer til alt, et spørgsmål om indsigt, visdom og livserfaring. For min del har jeg lært på godt og ondt, hvad ord og tavshed kan udrette. Og indimellem kunne jeg da godt have tænkt mig, at jeg havde haft de rette ord i rette tid. Eller at min mund havde været lukket med syv segl. Bare engang imellem…
Et svartil «Min mund er lukket med syv segl”
Hej Dorte Klein
Plads til alt og alt på plads her i livet, hidsighedsanfald og temperamentsudbrud. Man vil ikke altid kunne sige på forhånd, hvad der vil kunne udløse et hidsighedsanfald, det kan være omgivelserne eller tanker, eller måske en følelse man pludselig får.
Nogle gange er det den sidste dråbe, der får glasset til at løbe over, hos os mennesker kan vi gennem længere tid have ophobet stress, hvor der så blot skal en enkelt lille ting til at udløse en krise. Nogle gange sker det med kort eller helt uden varsel, og måske er der ingen indlysende faktor, som udløser anfaldet.
Men det der er utrolig vigtigt ved et hidsighedsanfald er, at man får talt ud om det, bagefter med den det går udover, vi siger tit og ofte, lad det nu ligge, men sagen er, at vi lige så tit og ofte tænker tilbage på situationen, hvis ikke vi har fået talt ud med personen om det.
Skal man altid tænke over hvilken situation der er bedst, tavshed eller tale, lever man måske ikke efter det man føler for, eller det man brænder for.
Bare en tanke
Skriv et svar
Du skal være logget indfor at skrive en kommentar.